Tanzania

Tanzania

Kilimanjaro ligger i Tanzania som er den demokratiske forbundsrepublik ved Afrikas Østkyst. Tanzanias hovedstad blev i 1996 flyttet fra landets største by Dar es-Salaam til Dodoma, men Dar es-Salaam er stadig Tanzanias vigtigste by, både fordi byen er centrum for handel og fordi mange regeringskontorer fortsat er placeret i Dar es-Salaam.

Tanzanias geografi er en af de mest unikke i verden, den nordøstlige del af Tanzania er bjergrig og indeholder Afrikas højeste punkt, Kilimanjaro, så vel som indsøer, bjerge og mange naturområder. Vest for disse ligger Serengeti nationalpark som er kendt for at have de vildeste dyr som gnuer, løver, leoparder, elefanter, næsehorn og afrikanske bøfler.

Befolkningen i Tanzania og kulturen

På rejsen kommer I også til at møde folket og de vil helt sikkert gøre et indtryk på jer. Tanzanias befolkning består af mere end 130 forskellige stammer som har hver deres form for kunst, traditioner, mad og lignende. 95 procent af befolkningen er Bantu.

Kiswahili eller “swahili” er landets officielle sprog. Kiswahili er et Bantusprog med elementer fra arabisk, engelsk og tysk. Engelsk er officielt handelssprog samt i den offentlige administration og på videregående uddannelser. Engelsk er udbredt i byerne, hvor en større del af befolkningen har gået på en videregående uddannelser, modsat på landet, hvor engelsk er meget lidt udbredt.

Befolkningen er yderst venlige og lige meget hvem man møder vil man blive mødt af et ”karibu”, som betyder velkommen på swahili. Det Tanzaniske folk og deres kultur er meget mangfoldig og farverig, hvilket kan ses i deres traditioner, højtider og overbevisninger. Det Tanzaniske befolkning er et yderst interessant folkefærd med stor forståelse for forskelligheder og en stor respekt for livet.

Tanzania er stadig den dag i dag et af verdens fattigste lande i forhold til BNP. Tanzania har dog oplevet relativt høje vækstrater i de seneste par år, da landet har mange naturressourcer. Som mange andre fattige lande så udgør landbruget en stor og vigtig del af nationaløkonomien, hvilket gør at økonomien er meget ustabil og kan påvirkes meget negativt, hvis høsten slår fejl fx pga. vejr- og klimaændringer. Trods for deres udfordringer i livet, er de stadig meget glade og venlige. Når man er i Tanzania og vil se og opleve folket og deres leveforhold kan de ting man tager lidt for givet, pludselig få stor værdi hos en.

Kilimanjaro bærere

Når I skal bestige Kilimanjaro, er der bærere som har til opgave at bære på jeres ting hele vejen op af Kilimanjaro- Tallerkner, bestik, telt, campingstole og borde, osv.

Bærerne er lokale fra Tanzania, hvor dette er deres eneste arbejde. Så de bestiger Kilimanjaro om og om igen så længe der er turister. Bærerne plejer at stå klar ved gaten. Det er et hårdt job at skulle vandre på Kilimanjaro så mange gange, men det er den eneste måde de kan tjene penge på.

De holder pause når der er regnsæson, og det plejer at være i en til to måneder, og i den periode er der ingen turister som vil bestige Kilimanjaro, og det anbefales heller ikke. Men selvom bærerne har pause er de rastløse da de ikke indtjener noget i den periode.

Dog har bærerne fået gode arbejdsvilkår i de senere år. Før i tiden var der ikke en grænse for hvor meget de måtte bære af ting op ad Kilimanjaro, men nu har de fået deres rettigheder- man siger de er organiseret bærere med rettigheder, hvor de i alt max. må bære på 14 kg. Det er godt at vide at de har gode arbejdsforhold med rettigheder, så de ikke bliver udnyttet. Dog skal man heller ikke se bort fra at deres job er fysisk hårdt.

Tanzania visum

Som dansk statsborger skal du søge om turistvisum for at komme ind i Tanzania. Du får en formular af os, som du skal udfylde inden rejsen og selve ansøgningen foregår ved ankomsten i lufthavnen. Visum koster $50, som du skal have med dig i kontanter.

Læs udenrigsministeriets oplysninger omkring visum reglerne.

Vaccinationer

Ved rejser op til 4 ugers varighed i Tanzania anbefaler Statens Serum Institut at du er vaccineret mod

  • Difteri og tetanus (stivkrampe)
  • Gul feber
  • Hepatitis A

Endvidere forebyggelse mod malaria

Husk at vi har en rabataftale med Aalborg Speciallægeklinik avac.dk.

Det er vigtigt ved ankomst til Tanzania at have sit vaccinationskort og certifikat for gul feber vaccination på sig, da det bliver tjekket straks man træder ind i lufthavnen.

Tanzania – et sikkert rejseland

Generelt er Tanzania et temmelig sikkert land at rejse i – i hvert fald i forhold til nabolandene. Tanzanianerne er et utrolig venligt folkefærd, meget nysgerrige og hjælpsomme. Når det er sagt er der også stor forskel mellem rig og fattig og man bliver som “nzungu” (hvid mand/kvinde) betragtet som rig.

Voldelig kriminalitet er relativt sjælden i Tanzania men ikke ukendt specielt ikke i Dar es Salaam. I Arusha er lommetyve ikke et ukendt fænomen. Lad være med at tage prangende smykker og ure på og tænk dig om, hvis du står med dit dyre kamera/telefon og tager billeder. En rigtig god idé, hvis du tager ind til Arusha by er, at have dine penge i et pengebælte under dit tøj og vær på almindelig vagt for gadesælgere.

En hovedregel når man rejser i Tanzania er at være tilbage på sit hotel inden det bliver mørkt.

Sund og rask i Tanzania

Hvis du vil undgå feriemave i Tanzania skal du nok holde dig fra at købe mad på det nærmeste gadehjørne. Tænk over hvad du putter i munden. Spis kun mad der er gennemstegt, kogt eller pillet. Hold dig til flaskevand eller vand, der har været kogt. Hold dig fra isterninger medmindre du er sikker på de er lavet af kogt vand/flaskevand. Skyl frugt og grønt og til sidst hold en god håndhygiejne.

Tanzania valuta

Den nationale valuta er tanzanianske shilling (Ts). Den kan ikke importeres og ej heller eksporteres. Så hvilken valuta skal du så medbringe. Alle ture, treks, safarier osv betales i us dollar. Også drikkepenge på Kilimanjaro betales i us dollar, det er derfor en god idé at medbringe det du regner med at få brug for i us dollar hjemmefra. I hæveautomater kan du hæve Ts og skal du hæve flere us dollar skal du til et vekselkontor, som ligger med jævne mellemrum i Arusha eller i en bank. Går du i en bank skal du væbne dig med god tålmodighed. Tager du forbi en købmand efter sodavand, øl, kiks, slik eller andet får du brug for shilling. De vil have svært ved at give tilbage på dollar. Kreditkort som visa og master bliver accepteret ved hoteller, større restauranter og større butikker, men kun i de større byer. Obs når du medbringer dollar skal du være sikker på, at de er af nyere dato ellers vil de ikke acceptere dem.

Telefoni og internet i Tanzania

Der er internet på mange hoteller og lodges, både kablet og wifi, men det kan ind imellem være ustabilt. Generelt er der fin mobildækning, dog mindre god udenfor byerne. Mobildækningen på Kilimanjaro er mere sporadisk.

Elektricitet

Der er 220-250 volt, men da der skal bruges 3-stik de fleste steder kræves der konverter. Der er ikke samme stabilitet af strømnettet som herhjemme og der kan derfor af og til ske afbrydelser. De fleste hoteller har nødstrømsgenerator.

Shopping i Arusha

Arusha er oversået med souvenir butikker, markeder og basarer. Der kan bla købes afrikanske trommer, batik, fedtsten, alskens tingeltangel, håndlavede skakspil, malerier af Maasai stammer og Serengeti landskaber i den populære Tingatinga stil, store træudskæringer af dyr, træskåle osv lavet ud af teak, mninga eller ibenholt. Desuden kan der købes maasai smykker, de karakteristiske røde tæpper båret af maasai mænd, saronger osv. Der findes et spændende marked, der er værd at besøge ca 5 min gang fra Clocktower i Arusha, når man fra rundkørslen går ned af Fire Road. På Boma Road som udgår fra rundkørslen ved Clocktower ligger der en boghandel på højre hånd, hvor der findes fine bøger om Tanzania og bøger i det hele taget fra gulv til loft. Trænger man til lidt pause fra byens liv ligger Africafe på venstre side i Boma Road.

Helt unikt for Tanzania og Arusha er semi-ædelstenen tanzanit – væsentlig mere sjælden end diamant. Den er kun fundet i et område omkring Arusha. Farven spænder fra dyb blå til lys lilla. Der er en række smykkebutikker, der sælger tanzanit. The Tanzanite Experience er et museum, der kan være et besøg værd og ligger i India Street.

Se programmet for den næste bestigning af Kilimanjaro

Tidsforskel

Tidsforskellen mellem Danmark og Tanzania afhænger af årstiden. Sommertid + 1 t, vintertid + 2 timer.

Sprog

Det officielle sprog i Tanzania er swahili. Engelsk er officielt handelssprog og sproget, der bruges på videregående uddannelser og mange taler det. Der er over 130 forskellige stammer i Tanzania fordelt på knap 52 mio indbyggere. Det er normalt at man lærer sit stammesprog hjemme og swahili når man kommer i skole. Mange stammer har foruden deres eget sprog også deres egen kultur og traditioner. Det har dog ikke udløst nogle større spændinger og ægteskab på tværs af stammer er da også almindeligt.

Religion

Islam og kristendom er omtrent lige udbredt. Ca 30% er kristne, 35% muslimer og 35% bekender sig til traditionelle afrikanske religioner. På Zanzibar er ca 99% muslimer. Religion udløser generelt ikke nogen spændinger i Tanzania.

Se programmet for den næste bestigning af Kilimanjaro