Helbred på Kilimanjaro – 7 vigtige punkter

Nedenfor er 7 punkter er værd at læse hvis du skal bestige Kilimanjaro. punkterne er ikke opstillet i prioriteret rækkefølge.

Hoste og forkølelse på Kilimanjaro

Hoste og forkølelse er ganske almindeligt på Kilimanjaro. Derfor er det en god ide at medbringe nogle milde smertestillende tabletter, halsbolcher/sugetabletter og hvad du nu normalt bruger, hvis du er forkølet eller har ondt i halsen. Med største sandsynlighed skyldes det en irritation af luftvejene af den kolde luft. Dog kan det også være tegn på højdesyge. Læs mere om højdesyge her

Kulde eksponering på Kilimanjaro

Også kaldet hypotermi eller underafkøling. Stor højde, dehydrering, mangel på mad og måske dårlig søvn kan få dig til at glemme at klæde dig tilstrækkelig varmt på. Vi er der selvfølgelig til at hjælpe dig og til at fortælle, hvilken beklædning du skal have på og med i rygsækken den pågældende dag.

Symptomer på hypotermi kan være kulderystelser, manglende koordinering og udmattelse. Behandlingen på bjerget vil være at komme i ly, få klædt personen af og læg ham/hende i en sovepose med varmt vand i vandflasker. En anden person kan evt lægge sig ned i soveposen også for at give endnu mere varme.

Forfrysninger på Kilimanjaro

Slemme forfrysninger som dem man har hørt om på fx Everest med mistede tæer og fingre hører til uhyre sjældenheder på Kilimanjaro. Men det er vigtigt at holde sig varm med sokker, gode støvler, handsker/luffer og uldne huer. Det kan være rart at have en tå/fingervarmer med, som man kan bruge, når man kommer frem i lejren. Sådanne kan købes i fx friluftsbutikker og er en varmepose, der frigiver varmer i nogle timer.

Sneblindhed på Kilimanjaro

Selvom sneen på toppen af Kilimanjaro er aftagende med klimaforandringerne anbefaler vi dig at bruge solbriller, når du er på toppen af Kilimanjaro – i hver fald, hvis du er der mere end et par minutter.

Solskoldning

Det er en god idé at have en hat på, solbriller og evt en bluse med krave og selvfølgelig solcreme. Når du kommer længere op af bjerget er det endnu mere vigtigt med en god solcreme.

Pleje af fødder, ankler og knæ på Kilimanjaro

En forvreden ankel, hævede knæ eller en betændt vabel kan ødelægge din tur op af Kilimanjaro. Det er derfor bedst at undgå dette. Vælg nogle komfortable støvler med god ankelstøtte. Bær ikke alt for meget i din rygsæk, men overlad det du ikke har brug for til bærerne. Vask dine fødder og skift regelmæssigt strømper/sokker. Hav altid ekstra strømper/sokker med i rygsækken og husk at have afprøvet disse sammen med støvlerne hjemmefra. Tag dine støvler og sokker af ved frokoststoppet og lad fødderne få lidt luft. Tjek for vabler og hav en steril nål (kan købes på apoteket) og noget godt plaster ved hånden. På Kilimanjaro er forebyggelse langt bedre end helbredelse. Så hvis du på ruten synes der er noget, der generer i støvlen så stop op og tjek det. Et godt råd er altid at have forskellige slags af Compeed plastre med i rygsækken.

Du kan mindske risikoen for en forstuvet ankel ved at have nogle støvler på, der giver en god ankelstøtte og ved at være opmærksom på, hvor du går. Hvis uheldet skulle ske har vi isposer og forbinding. Læs mere om vandrestøvler her

Knæproblemer ses hyppigst på Kilimanjaro, når de lange stræk nedad skal tages. Det er vigtigt ikke at tage lange skridt, men tag korte for at belaste knæene mindst muligt. Det kan være en god idé at have knæbind på, hvis du ved dine knæ kan give problemer. Mange kan også have gavn af at gå med vandrestave, hvilket kan være aflastende både ved op- og nedstigning. Disse er dog bedst at tilvænne sig hjemmefra. Hvis du er i tvivl, om du skal investere i vandrestave så spørg os ved en af fællestræningerne – vi har nogle du kan prøve at gå med.

 

Øvrige sundhedsudfordringer på Kilimanjaro

Har du haft blærebetændelse/underlivsbetændelse tidligere skal du overveje at tage medicin til behandling af dette med i tilfælde af at det skulle opstå.

Hvis du har/har haft hæmorider tag da behandling med til dette, da hæmorider kan blusse op på et trek op af Kilimanjaro, især hvis du får forstoppelse.

Vil du vide mere om hvordan du bestiger Kilimanjaro så læs mere her